Af Niclas Aarestrup, udenrigsordfører for KristenDemokraterne. Bragt på tryk i Kristeligt Dagblad 10. juli 2025
Flygtningenævnets beslutning om nu at genoptage visse syriske asylsager sker i lyset af regimets fald og ønsket om at vurdere, om forholdene i landet har ændret sig grundlæggende. Men midt i den politiske omvæltning må vi ikke lade os forføre af ønsketænkning. For mens Assad-regimet ganske vist blev væltet i december 2024, og mange har følt lettelse over dets fald, betyder det ikke, at Syrien nu er et sikkert land at vende tilbage til – slet ikke for landets minoriteter.
Som kristendemokrat hviler mit hjerte tungt ved fortsatte meldinger om chikane, angreb og drab – ikke mindst mod Syriens kristne. Et bombeangreb i en kirke i Damaskus i juni dræbte mindst 25 troende under højmesse. Det er et hjerteskærende vidnesbyrd om, at forfølgelsen langt fra er ovre.
De kristne i Syrien – herunder arabiske, assyriske og armenske minoriteter – udgjorde før krigen omkring 10 % af befolkningen, men er i dag reduceret til nogle få hundrede tusinde. Mange lever som flygtninge, eller er internt fordrevne. Deres skoler og kirkelige institutioner genåbnede i begyndelsen af 2025, og kristne deltager igen i gudstjenester og undervisning. Men den nye regerings undervisningspolitik, med øget fokus på islamiske elementer i pensum, vækker bekymring – ikke mindst blandt kristne og tilhængere af sekularisme.
Og det er ikke kun de kristne. Alawitter – Assads egen gruppe – samt drusere, kurdere og shiitter udgør en væsentlig del af befolkningen. Ifølge den amerikanske tv-station PBS har den nye ledelse lovet at beskytte disse grupper, men der meldes om trusler mod religiøse steder, flygtede pilgrimme og fortsat utryghed i hverdagen.
Hvis det nye styre ikke etablerer uafhængige retsinstanser, overvågningsorganer og garantier for minoriteternes sikkerhed, risikerer vi at se en ny voldscyklus tage form. Minoriteterne må ikke blive ofre igen, mens vi i Vesten udråber en for tidlig fred.
Som demokrater, kristne og medmennesker må vi insistere på, at håbet om et nyt Syrien ikke sker på bekostning af de mest udsatte. Først når kristne, alawitter, drusere, kurdere og shiitter reelt er frie og trygge, kan vi tale om varig fred og hjemsendelse.
Af Niclas Aarestrup, udenrigsordfører for KristenDemokraterne. Bragt på tryk i Kristeligt Dagblad 10. juli 2025
Flygtningenævnets beslutning om nu at genoptage visse syriske asylsager sker i lyset af regimets fald og ønsket om at vurdere, om forholdene i landet har ændret sig grundlæggende. Men midt i den politiske omvæltning må vi ikke lade os forføre af ønsketænkning. For mens Assad-regimet ganske vist blev væltet i december 2024, og mange har følt lettelse over dets fald, betyder det ikke, at Syrien nu er et sikkert land at vende tilbage til – slet ikke for landets minoriteter.
Som kristendemokrat hviler mit hjerte tungt ved fortsatte meldinger om chikane, angreb og drab – ikke mindst mod Syriens kristne. Et bombeangreb i en kirke i Damaskus i juni dræbte mindst 25 troende under højmesse. Det er et hjerteskærende vidnesbyrd om, at forfølgelsen langt fra er ovre.
De kristne i Syrien – herunder arabiske, assyriske og armenske minoriteter – udgjorde før krigen omkring 10 % af befolkningen, men er i dag reduceret til nogle få hundrede tusinde. Mange lever som flygtninge, eller er internt fordrevne. Deres skoler og kirkelige institutioner genåbnede i begyndelsen af 2025, og kristne deltager igen i gudstjenester og undervisning. Men den nye regerings undervisningspolitik, med øget fokus på islamiske elementer i pensum, vækker bekymring – ikke mindst blandt kristne og tilhængere af sekularisme.
Og det er ikke kun de kristne. Alawitter – Assads egen gruppe – samt drusere, kurdere og shiitter udgør en væsentlig del af befolkningen. Ifølge den amerikanske tv-station PBS har den nye ledelse lovet at beskytte disse grupper, men der meldes om trusler mod religiøse steder, flygtede pilgrimme og fortsat utryghed i hverdagen.
Hvis det nye styre ikke etablerer uafhængige retsinstanser, overvågningsorganer og garantier for minoriteternes sikkerhed, risikerer vi at se en ny voldscyklus tage form. Minoriteterne må ikke blive ofre igen, mens vi i Vesten udråber en for tidlig fred.
Som demokrater, kristne og medmennesker må vi insistere på, at håbet om et nyt Syrien ikke sker på bekostning af de mest udsatte. Først når kristne, alawitter, drusere, kurdere og shiitter reelt er frie og trygge, kan vi tale om varig fred og hjemsendelse.